Jern og udholdenhed

Tre måder træning tager jern ud på

Den første er mekanisk. Hvert fodnedslag ødelægger et lille antal røde blodlegemer i kapillærerne i fodsålen — hæmolyse ved nedslag — og jernet i dem bliver ikke helt genvundet. Alene er det ubetydeligt. Ganget med hundrede kilometer om ugen, gennem år, holder det op med at være ubetydeligt.

Den anden er sved, som bærer jern med i små mængder, der lægger sig sammen over lange pas i varme.

Den tredje bliver overset, fordi den går imod intuitionen. Hård træning hæver hepcidin, hormonet der lukker for jernoptagelsen, og det bliver ved med at være forhøjet i timevis. Måltidet efter et hårdt pas — det som en atlet passer mest på — optages altså dårligere end det samme måltid på en hviledag. Kroppen taber jern til træningen og nægter derefter kortvarigt at tage mere ind.

Hvorfor et normalt blodbillede intet beviser

Hæmoglobin er det sidste, der falder. Kroppen har et depot — ferritin — og den vil tømme det helt, før den lader blodtallet falde, fordi det er mere presserende at transportere ilt end at bevare en reserve.

Der findes derfor en lang strækning, ofte mange måneder, hvor reserven er væk, atleten får det gradvis værre, og hver standardprøve kommer normal tilbage. Det hedder jernmangel uden anæmi, og det er den tilstand, de fleste ramte faktisk er i. Anæmien er slutningen på processen, ikke begyndelsen.

Prøven, der ser det, er ferritin, og man skal bede om den. Den står ikke på et rutinepanel. Hvis du tager én ting med fra denne side, så tag navnet på den prøve.

Hvad tallet betyder, og dets store fælde

Den grænse, idrætsmedicinen bruger, er højere end den, der bruges til at diagnosticere anæmi i befolkningen, fordi spørgsmålet er et andet — ikke «er dette menneske sygt», men «har dette menneske reserve nok til at træne hårdt».

Fælden er, at ferritin også stiger ved betændelse, og hård træning er betændelsesagtig. En ferritin taget morgenen efter et hårdt pas kan se beroligende høj ud, mens det faktiske depot er lavt. Blod taget på en hviledag, helst sammen med en betændelsesmarkør, er besværet med at få arrangeret værd.

Hvorfor man ikke bare tager noget

Fordi kroppen ikke har nogen måde at komme af med et overskud på. Den regulerer jern ved at optage mere eller mindre, og det der kommer ind, bliver. Vedvarende tilskud til en, der ikke manglede, ophobes — og i en person med et hæmokromatose-gen, hvilket er almindeligt nok til, at man ikke ville vide det, ophobes det hurtigt.

Jern konkurrerer desuden med zink og kobber om de samme optagelsesveje, så måneders unødvendigt jern kan skabe en anden mangel, mens du behandler en, du ikke havde.

Hvor en reel mangel er bekræftet, er behandlingen enkel og ofte dramatisk. Det er et argument for at måle, ikke imod at handle.

Madsiden handler mest om, hvad man spiser det sammen med

Optagelsen fra en plantekilde svinger med en faktor fem eller mere alt efter, hvad der ellers er på tallerkenen. C-vitamin i samme måltid mangedobler den. Te eller kaffe til maden halverer den nogenlunde, og den der spiser havregrød med en stor kaffe ophæver havregrøden.

Den praktiske udgave af det er uglamourøs: flyt kaffen en time væk fra det jernholdige måltid, og læg noget syrligt på tallerkenen. Det er et større indgreb end de fleste tilskud, og det er gratis.